Antallet af voksne og børn i aarhusianske dagtilbud skal under lup

I Aarhus skal antallet af voksne og børn i dagtilbud nu underkastes en ny undersøgelse. Den aftale er netop indgået mellem rådmand for Børn og Unge Thomas Medom og Århus Forældreorganisation, der repræsenterer forældre i dagtilbud, SFO’er samt fritids- og ungdomsklubber i Aarhus. Undersøgelsen skal se nærmere på, hvor mange medarbejdere, der er sammen med børnene i løbet af dagen rundt om på dagtilbuddenes stuer og legepladser.

De første 1000 dage i et barns liv er altafgørende for, hvordan hjernen udvikler sig, hvordan sociale kompetencer bliver udviklet, sprog, motorik og meget mere. Derfor er jeg optaget af, at vi skaber bedre vilkår for børnene. Skal vi komme i mål med flere medarbejdere i dagtilbuddene kræver det også reel viden om, hvor mange voksne der er sammen med børnene i løbet af dagen.
Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge

Hos Århus Forældreorganisation ser formand Anne Ernst Grøndal frem til at få sat normeringerne under lup.

”Det, vi håber på med den her undersøgelse, er af få afsluttet talkrigen og komme tættere på virkeligheden. Det, vi er interesserede i som forældre, er ikke tal og statistikker, men virkeligheden. Vi vil gerne have et solidt indblik i hvor mange voksne, der reelt er sammen med vores børn i de århusianske daginstitutioner. Det har længe været efterspurgt. Derfor er vi super glade for den aftale, som vi har indgået med rådmanden.
Anne Ernst Grøndal, formand for Århus Forældreorganisation.

De nærmere rammer for undersøgelsen og dens indhold skal nu aftales imellem Børn og Unge, Århus Forældreorganisation samt andre relevante parter.

Yderligere oplysninger

  • Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, mobil 2751 7961
  • Anne Ernst Grøndal, formand for Århus Forældreorganisation, mobil 2548 1731