Nu indvies Giber Å ved Vilhelmsborg

Knap tre år efter et kraftigt skybrud ødelagde dæmningen på Hovstien ved Vilhelmsborg, kan Teknik og Miljø klippe snoren til et nyanlagt område med Giber Å som det rislende midtpunkt.

Åens forløb er genskabt, så fiskene nu har mulighed for at bruge hele å-systemet.

Giber Å har et naturligt kraftigt fald, og derfor har vi nu fået en unik å-dal, hvor der tidligere lå en kunstig sø. Det giver en anden naturoplevelse end tidligere – og så er det i øvrigt rigtig godt for vandmiljøet.
Henning Hermansen, biolog i Teknik og Miljø

Hovstien på dæmningen er bevaret, og åen slynger sig nu under den i et ti meter bredt tunnelrør, hvor der er også er blevet plads til en sti. I det hele taget er det rekreative tænkt ind i planerne for det nye område.

Der er et godt net af stier i området, og flere steder kan du krydse åen via træbroer. Mange steder har vi også sørget for, at, at det er til at komme rundt med fx barnevogne og kørestole.
Henning Hermansen.

Onsdag den 13. juni indvies det nye anlæg så officielt med snoreklipning, taler og billeder fra anlægsperioden. Ved hjælp af el-fiskeri vil det også være muligt at se, om der er fisk i åen. Mårslet Fællesråds Grønne Gruppe har desuden arrangeret guidede ture i området.

Indvielsen sker fra kl. 16.30-17.30, og alle er velkomne. Vær opmærksom på, at Hovstien er spærret for trafik fra 16 til 18.

 

 

Fakta

Dæmningen ved Hovstien blev svært beskadiget efter et kraftigt regnvejr den 5. september 2015.
Herefter udarbejdede Teknik og Miljø tre løsningsforslag til området, som var i offentlig høring.
Byrådet valgte den 9. november 2016 løsningen med en genskabelse af Giber Å med bevaring af dæmningen og Hovstien.