Aarhus Kommune sætter høring om hellesteder i gang

Aarhus Kommune har tidligere gennemført en høring vedrørende placering af et hellested i Åparken, og det har været vigtigt at lytte til holdninger og input fra borgerne.

Det er Sociale Forhold og Beskæftigelse som i samarbejde med Teknik og Miljø forsøger at håndtere de sociale problemer, som udsatte kan give i byens rum. Sammen udvikler og afprøver de to forvaltninger hellesteder til socialt udsatte på nye adresser. Placeringen for to hellesteder sendes nu i høring.

Der mangler steder i midtbyen, hvor socialt udsatte kan samles i værdige rammer, og hvor de har lov til at være uden at blive gennet væk. De sociale udfordringer, vi har i byen, forsvinder ikke ved, at vi lukker øjnene. Der skal være plads til forskellige livsformer - også dem, som vi ikke forstår.
Kristian Würtz, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Aarhus Kommune har tidligere gennemført en høring vedrørende et hellested i Åparken. Det bliver op til byrådet i løbet af juni at beslutte, hvor hellestederne konkret placeres. En tidligere byrådsbeslutning fra juni 2017 peger på, at der i alt skal placeres fire hellesteder. Det første hellested er placeret på Sydhavnen.

Vi er meget bevidste om, at det at være nabo til et hellested kan give bekymringer. Derfor inviterer vi også de nærmeste naboer, Udsatterådet og SAND (de hjemløses organisation) til et orienteringsmøde og giver dem desuden mulighed for at indsende høringssvar til placeringsforslaget, inden byrådet træffer beslutning om placeringen.
Bünyamin Simsek, rådmand fra Teknik og Miljø

Der bliver til hellestederne knyttet sociale viceværter, som hjælper de udsatte med at begå sig i byens rum og søge den nødvendige hjælp. Stederne bliver løbende holdt rene, og der bruges lette konstruktioner, så hellestederne kan flyttes, både hvis placeringen ikke fungerer, og hvis stederne ikke bliver brugt.


Parallelt med undersøges muligheden for at etablere et hellested ved Godsbanen og i området omkring Rådhusparken.

Hellestederne er en del af den større handlingsplan, som Aarhus Byråd har iværksat for at sikre, at der i byen er rum og tryghed for udsatte, besøgende og andre af byens borgere.