Fortsat fremgang for Aarhus Kommunes kørselsordning

Ny brugerundersøgelse af Aarhus Kommunes kørselsordning viser markant fremgang og samlet gennemsnitlig tilfredshedsscore på 4,2 ud af 5 for alle brugergrupper. Undersøgelsen peger også på, at der er steder i ordningen, Aarhus Kommune fortsat skal have fokus på.

Rambøll har på vegne af Aarhus Kommune og Kørselskontoret igen i 2018 gennemført en brugertilfredshedsundersøgelse af Kørselstilbuddet for specialkørsel i perioden fra april til maj måned 2018. Rapporten er vedhæftet.

Formålet med undersøgelsen er at give et præcist billede af, hvordan brugerne oplever kørselstilbuddet, hvad brugerne er tilfredse med og vigtigst hvor der skal sættes ind for at forbedre kørsels-tilbuddet yderligere.

Samlet tilfredshed på tværs af brugergrupper

Samlet viser undersøgelsen en fremgang i tilfredsheden for alle brugergrupper sammenholdt med undersøgelsen fra 2017. Undtaget er brugergruppen ”Ældre” som er status qua, dog med udgangspunkt i en høj tilfredsheds-score på 4,5. Samlet gennemsnitlig tilfredshedsscore er på 4,2 ud af max 5 for alle brugergrupper.

Af specifikke resultater er det værd at bemærke, at andelen af tilfredse eller meget tilfredse forældre til gruppen af ”Skolebørn”, der benytter kørslen, siden 2017 er gået 16 procentpoint op til i alt 81 procent. For brugergruppen ”voksne med handicap” er andelen af tilfredse eller meget tilfredse gået hele 25 procentpoint op til i alt 79 procent.

Vigtigst er imidlertid, at undersøgelsen også peger på, at der er steder i ordningen, Aarhus Kommune skal have fokus på bl.a. i forhold til en bekymring for håndteringen af krisesituationer under transporten og regelmæssigheden ved afhentning og aflevering, hvor enkelte har oplevet for lange ventetider. Rapporten giver nu input til løbende forbedringer både på Kørselskontoret og hos kommunens leverandører.

Brugerundersøgelse af Kørselskontoret

Om undersøgelsens skala


Undersøgelsen har brugt en skala, der går fra 1 til 5, hvor 1 svarer til ”Meget utilfreds”/”Slet ikke”, 3 svarer til ”Hverken utilfreds eller tilfreds”/”I nogen grad” og 5 svarer til ”Meget tilfreds”/”I meget høj grad”. Jo højere værdi, desto højere er den angivne tilfredshed.