Langenæs Børneby holdt festlig åbning

Børn og Unge-rådmand Bünyamin Simsek kvitterede som første taler for en seks år lang proces hen mod de nye smukke rammer, der nu er taget i brug af Langenæs Dagtilbud og Læssøesgades Skole. Det er et ønske med børnebyen at mange børn i det lokale dagtilbud starter i den nye indskoling på Læssøesgades Skole, som del af den samlede 0-10 års indsats i skoledistriktet.

Rådmanden kvitterede for at byggeriet åbner sig mod Langenæsparken, så områdets børn også kan bruge børnebyens faciliteter. Og han roste Hjerterummet: Det store fællesrum med højt til loftet, god akustik og plads til at møde ind, spille teater og klatre – samt det faktum at byggeriet har mange mindre områder, hvor små grupper af børn kan være sammen.

Fællesskab og samarbejde på tværs

Dagtilbudsleder i Langenæs Dagtilbud Ruth Theilmann og konstitueret skoleleder på Læssøesgades Skole Louise Schmidt tog derefter ordet og fortalte om kodeordene bag byggeriet: Fællesskab, sammenhæng og nye samarbejder på tværs. Byggeriet ligger ud mod parken med store vinduer og et fælles udeområde, der giver børn og voksne mulighed for at skabe fællesskaber og nye initiativer, og samles på det nye kunstværk "Klippen" af Camilla Nørgaard:

Børnene har indtaget byggeriet

"Her kan vi have en tryg, dejlig og spændende hverdag for børn fra 0-10 år. Børnene er allerede begyndt at indtage byggeriet - og gå på opdagelse og sætte spor. Mon vi voksne er modige nok til at gå på opdagelse i de nye spor på barndommens gade? Det er vi, for sammen er vi Langenæs Børneby." sluttede Ruth Theilmann og Louise Schmidt.

Sophie på 3 år og Isaac på 10 år klippede sammen med rådmanden den røde snor. Herefter var der guidet tur ved børn fra børnebyen, der havde øvet sig til formålet - og blandt andet fremviste undervisningslokaler med støjreduktion, automatisk dæmpning af lys og store vinduer ud til parken.

Fælles værksteder for små og store

I Langenæs Børneby er alle faglokaler skabt som kreative værksteder til brug for små og store børn: Et musiklokale, der også kan bruges til motorik-og rytmikrum, et natur/teknologilokale, der fungerer som eksperimentarium for 0-18 års- børn med tilhørende udeværksted – og kaniner og bålplads, så børn i alle aldre kan snitte, udforske naturen, undersøge fysikkens love og lave krible-krableværksteder.

Yderligere informationer:
Kontakt Ruth Theilmann, telefon 2920 4343 og Louise Schmidt, telefon 41 85 73 41