Nyt navn og nye rammer til grundskole i Aarhus

”Netværksskolen” er det nye navn til den såkaldte heltidsundervisning (HU Aarhus), et tilbud til 14-18-årige, der vurderes at have vanskeligt ved at klare sig igennem uddannelsessystemet. På skolen får unge mulighed for at tage afgangsprøve i en række fag, så de kan komme godt i gang med job eller uddannelse.

Navneskiftet er også en markering af, at Netværksskolen har fået en permanent placering på Gl. Lisbjergs Skole, efter et par flytninger i de seneste år. Skolen er netop flyttet ind i nyrenoverede lokaler i Lisbjerg.

Skiftet markeres ved en officiel indvielse mandag 9. oktober kl. 13.00.Rådmand for Børn og Unge Bünyamin Simsek glæder sig over skolens skiftedag.

”Netværksskolen er et vigtigt tilbud til unge, som det sædvanlige skolesystem passer dårligt til. De unge får et solidt løft til at klare sig selv. Derfor er det er godt for alle, at vi nu har skabt ro om tilbuddet ved at finde en permanent placering.  Det er der grund til at ønske til lykke med,” siger Bünyamin Simsek.

Ifølge skoleleder Lone Grosen afspejler skolen nye navn den indsats, der sker omkring hver enkelt af de unge:
”Vi er kommet rigtig godt i gang i Lisbjerg. Hos os er den unge i centrum, og skolen er blot en af mange aktører i netværket omkring. Vi har et tæt samarbejde med blandt andet forældre, familie, fritidstilbud og ungdomsuddannelser for at sikre robuste og stabile netværk i de unges liv. Dermed siger navnet noget om vores arbejde med de unge, at det kun er ved en fælles indsats, forståelse og samarbejde med den unge, der gør, at motivationen og muligheder for læring genopdages og genoptages,” siger Lone Grosen.

Den nye skole indvies officielt af Bünyamin Simsek 9. oktober kl. 13.00 på adressen Randersvej 302, 8200 Aarhus N. Pressen er velkommen.

Efter indvielsen er der mulighed for rundvisning ved elever og lærere, ligesom professor Lene Tanggaard, Aalborg Universitet, holder foredraget ”Læringsmiljøer med kant”.

Fakta om Netværksskolen

  • Skolens officielle navn er: Netværksskolen, Heltidsundervisningen, Aarhus
  • Netværksskolen henvender sig til unge i alderen 14-18 år som - grundet personlige, sociale og/eller faglige vanskeligheder vurderes at få vanskeligt ved at klare sig videre i uddannelsessystemet og tilværelsen generelt.
  • Skolens mål er, at alle skal være parate til at komme videre ud i uddannelse eller arbejde, når de har været på skolen.

Yderligere oplysninger:
Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge, mobil 2194 7257
Lone Grosen, skoleleder Netværksskolen, mobil 5157 6753