Forskere skal hjælpe børn til mindre fravær

Fra 1. september 2017 vil et nyt forskningsprojekt tilbyde psykologisk intervention til 80 elever, der af forskellige årsager ikke kommer i skole så hyppigt som deres kammerater. Projektet er den første af sin art i Danmark, og internationalt er der blot lavet få videnskabeligt undersøgelser rettet mod at bekæmpe elevers bekymrende skolefravær.

Projektet hedder ”Back2School” og er et samarbejde mellem Psykologisk Instituts universitetsklinik ved Aarhus Universitet samt Børn og Unge, Aarhus Kommune.

Forskningsleder og professor i klinisk børnepsykologi, Mikael Thastum siger om baggrunden for projektet:
”Det er mange fraværsindsatser, men meget lidt videnskabeligt baseret viden om, hvordan vi bedst hjælper børn med bekymrende skolefravær tilbage i skole. Den viden ønsker vi at skabe med dette projekt. Måske finder vi, at kommunens indsats allerede er lige så god som projektets, men forhåbningen er at finde noget i vores tilbud, som er mere brugbart og dermed værd at gå videre med,” siger Mikael Thastum.

Projektet er toårigt og vil omfatte i alt 160 børn og deres familier. Familierne kan melde sig til projektet, og udvælges herefter ved lodtrækning til enten Back2School eller en af kommunens eksisterende fraværsindsatser.

Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge, glæder sig over, at Børn og Unge igen kan bidrage til at øge den videnskabelige viden om børns trivsel.
”Årsagerne til fravær kan være mange, men uanset hvad er det helt afgørende, at børn kommer i skole. Vi ved, at der er fast sammenhæng mellem fravær og resultaterne ved folkeskolens afgangsprøve. Derfor ser jeg frem til, at vi får afprøvet nye videnskabelige metoder, som kan supplere den store fraværsindsats, Børn og Unge allerede gør i dag. Det er min klare forhåbning, at vi kan bringe det bekymrende fravær ned og dermed øge både trivsel og læring for børnene,” siger Bünyamin Simsek.

Projektet forventes afsluttet i september 2019, og den samlede pris for projektet er 10, 4 millioner kroner, som finansers af Innovationsfonden. 22 børn og deres forældre er netop ved at afslutte pilotafprøvningen af projektet.

Fakta om Back2School

Børn med et alvorligt skolefravær trives ofte dårligt og kan have psykologiske problemer som angst, depression eller ængstelighed. Uhensigtsmæssige familiemønstre i hjemmet eller en omvendt døgnrytme kan også gøre det vanskeligt eller ikke-attraktivt at komme i skole.

Back2School tilbyder psykologisk intervention udført af psykologer fra Aarhus Kommune og Universitetsklinikken, Aarhus Universitet.

Indsatsen består af består af 10 sessioner med eleven og forældrene samt møder og samarbejde med skolen, hvor der arbejdes med de underliggende problemer, som forårsager barnets skolefravær.

Interesserede familier kan tilmelde sig på Universitetsklinikkens webside: www.psy.au.dk/b2s

...eller via sekretær Marianne Bjerregaard Madsen: marianne@psy.au.dk, Tlf. 87 16 58 49

Yderligere oplysninger
Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge, mobil 21 94 72 57
Mikael Thastum, professor I klinisk børnepsykologi, mikael@psy.au.dk/tlf. 40 23 85 59