Opret en folkeoplysende forening

Om din forening er folkeoplysende afhænger af foreningens aktiviteter, hvem den er henvendt til og hvordan den er organiseret. Følgende skal være gældende for din forening:

  • Har hjemsted i Aarhus Kommune
  • Er demokratisk organiseret og styret af medlemmerne
  • Aktiviteterne foregår i fællesskab med andre, under en form for instruktion eller fælles læring
  • Foreningen er åben for alle, som kan tilslutte sig formålet
  • Det frivillige engagement og arbejde er bærende
  • Din forening vil typisk høre under én af følgende foreningstyper; idrætsforeninger, musikforeninger, spejdergrupper, religiøse ungdomsforeninger eller politiske ungdomsforeninger

Din forening søger om godkendelse som folkeoplysende forening via Aarhus Kommunes foreningsportal: http://foreningsportalen.aarhuskommune.dk/(åbner nyt vindue).

Hvis du ønsker at danne en folkeoplysende forening, anbefaler vi, at du starter med at læse folderen ”Frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde”(åbner nyt vindue).

I folderen finder du en trin-for-trin guide, hvor hvert enkelt trin i processen er beskrevet. Her finder du bl.a. også vejledninger til hvordan man udarbejder vedtægter og opretter CVR-nummer, digital postkasse mv. 

Din forening skal indsende følgende via Foreningsportalen for at blive godkendt:

  • Vedtægter
  • Referat fra stiftende generalforsamling
  • Aktivitetsplan for de næste 3 måneder
  • Underskriftark
  • Erklæring om indhentelse af børneattester

    Vi anbefaler, at du indsender foreningens vedtægter til forhåndsgodkendelse hos Sport & Fritid, inden foreningen afholder stiftende generalforsamling og søger godkendelse via Foreningsportalen.

Som folkeoplysende forening i Aarhus Kommune får din forening mulighed for følgende:

  • Booke kommunale lokaler, udendørsbaner og idrætslokaler
  • Ansøge om aktivitetsstøtte og lokaletilskud
  • Ansøge kommunale puljer
  • Deltage i kommunale tilbud og kurser