Opret en aftenskole

For at kunne blive godkendt som aftenskole / oplysningsforbund, og derved få tilskud af Aarhus kommune, skal man opfylde en række krav, som bl.a. fremgår af Folkeoplysningsloven eller i resumé af loven samt Folkeoplysningsbekendtgørelsen. Se under Krav.

Opstart sker via ansøgning til Den Lokale Udviklingspulje

Indsend en kortfattet ansøgning der beskriver de aktiviteter i påtænker at gennemføre i resten af kalenderåret eller første hele kalenderår, vedlagt et budget. Bemærk, at tilskudsbevillingen først kan træde i kraft når foreningen har været til møde i forvaltningen til gennemgang af de kommunale retningslinjer for aftenskoleområdet.

Generelle krav til aftenskoler / oplysningsforbund

 
  • Hjemmehørende i Aarhus Kommune.

  • Åbenhedkriterium / annoncering.

  • Opkræve deltagerbetaling.

  • Udstede deltagerkvittering, der som minimum skal indeholde hold-nummer, kursusstart, fag / emne, tilrettelæggelsesform, timetal (det betalte timetal), betalt kursuspris, deltagerens navn, adresse, bopælskommune og CPR-nr. eller fødselsdata. Deltagere fra andre kommuner skal altid oplyse CPR-nr. Kopi af kvitteringen skal opbevares som bilag til regnskabet.

  • Holdvis registrering af undervisning / foredrag mv. koblet sammen med en fremmøderegistrering

  • Indberette deltagere fra andre kommuner af hensyn til mellemkommunal refusion.

  • Yde rabat på deltagerbetalingen til arbejdsledige, pensionister, efterlønsmodtagere, handicappede, øvrige (personer i alderen 60-65/67 år uden arbejdsindtægt) og studerende / lærlinge, der kan dokumentere, at de er omfattet af ordningen. Rabatten refunderes af forvaltningen mod indsendelse af afregningsblanketter.

  • Tegning af arbejdsskadeforsikring.

  • Udarbejde statistik.

  • Aflægge regnskab

  • Administrere løn, der enten kan udbetales af initiativtageren eller af Aarhus Kommune.

    Download følgende vejledninger
    Vedtægtsvejledning 
    Vedtægtsforslag
    Stiftelsesdokument

Der ydes kun tilskud til foreninger med godkendte vedtægter. Dvs. at foreningen skal anmode om at Sport & Fritid godkender deres vedtægter, når disse er vedtaget på den stiftende generalforsamling. Herefter kan foreningen ansøge om tilskud til voksenundervisning.

Nye initiativtagere/ nye aftenskoler kan i henhold til folkeoplysningsudvalget retningslinjer maksimalt søge om tilskud til 175 undervisningstimer i det første år.

Tilskud til nye initiativtagere pr. 1. april 2017

Undervisning og fleksible tilrettelæggelsesformer (FT):

Maksimalt tilskud pr. time til undervisning eller FT
1/3 x 350 = 117

Maksimalt tilskud pr. time til handicapundervisning eller FT
7/9 x 350 = 272

Maksimalt tilskud pr. time til instrumentalundervisning (ikke FT)
5/7 x 350 = 250

Maksimalt tilskud til undervisning udgør således
175 x 117 = 20.475

Maksimalt tilskud til handicap undervisning udgør således
175 x 272 = 47.600

Maksimalt tilskud til instrumental undervisning udgør således
175 x 250 = 43.750

Foredrag:

Maksimalt tilskud pr. foredrag
6 x 117 = 702

Maksimalt tilskud til foredrag udgør på årsbasis
175 x 117 = 20.475

Der er mulig at kombinere forskellige undervisningstyper.