Gå til hovedindhold
Foreningen Folkestedets Venner
FESTUGE 2025

Nighthawks

Nighthawks er Danmarks nye tribute-band.

Under mottoet ”Tom Waits…..for you” har fire erfarne musikere sat sig for, at hylde og udbrede sangene en af USA's bedste og mest anerkendte sangskrivere og kunstnere. 
Tom Waits står bag et enormt sangkatalog om skæve eksistenser på samfundets skyggeside – ofte meget smukke, men fremført med en personlig stemme, der af Rolling Stone er beskrevet som lyden af ”et rustent plovskær.” 
Selveste Bob Dylan har erklæret, at Tom Waits er en af hans hemmelige helte. Men Tom Waits er for alle, og Nighthawks vil gøre deres helt mindre hemmelig.
”Mange mennesker kender Tom Waits’ fine og stemningsfulde sange, men ofte i udgaver med andre kunstnere, eksempelvis Eagles, Rod Stewart, Diane Krall eller Bruce Springsteen. Nu kommer vi så med vores bud, og vi er sikre på, at vi kan få endnu flere med på vores begejstring for denne fine sangskriverkunst,” siger Morten Grønfeldt Hansen, sanger, pianist og guitarist i bandet.

Nighthawks – opkaldt efter livepladen ”Nighthawks At The Diner” – består af:

  • Kim Eland, trommer
  • Niels Hasselstrøm, bas og sang
  • Erik Eisenberg, pedal steel, guitar, banjo og sang
  • Morten  Grønfeldt Hansen, piano, guitar og sang

Ud over Tom Waits’ sange består Nighthawks repertoire også af udvalgte sange med personlige sangskrivere som Neil Young og Bob Dylan.
”Vi er ikke et entydigt coverband, vi tager gerne sange op af andre end Tom Waits – bare de har samme kant og kvalitet,” siger Morten Grønfeldt Hansen.

Sidst opdateret: 14. maj 2025