Må du bruge sprøjtemidler på kommunens jord?

Som et led i grundvandsbeskyttelsen arbejder vi hele tiden på at reducere forbruget af sprøjtemidler. I stedet bruger og afprøver vi alternative metoder som gasbrændere, salt, mikrobølger og Spuma (isolerende, pesticidfrit skum).

Har du lejet eller forpagtet en del af kommunens jord, skal du søge om dispensation, hvis du ønsker at bruge sprøjtemidler.

Hvis du er ansvarlig for drift og pleje af nogle af kommunens arealer, skal du søge om dispensation til at bruge pesticider i bekæmpelsen af ukrudt.

Forpagter du landbrugsjord, skal du søge dispensation hos dem, du forpagter/lejer jorden af.

Andre skal søge dispensation ved vandmiljo@mtm.aarhus.dk

Ansøgningen skal indeholde oplysninger om:

  • Hvor vil du bruge sprøjtemidler (vist på et kort)
  • Hvad vil du sprøjte mod (fx flyvehavre)
  • Hvilke bekæmpelsesmidler vil du bruge
  • Hvor meget vil du bruge
  • Hvornår vil du bruge det

 

Hvis du er ansvarlig for drift og pleje af kommunens arealer, skal du indberettet forbruget af pesticider, så det kan indgå i vores opgørelse. Er du I tvivl om hvordan du indberetter kan du kontakte Aarhus Kommune, Vand og Natur på tlf. 8940 2213.

Hvis du forpagter landbrugsjord for kommunen, eller lejer du jord af kommunen, skal du indberette dit forbrug til ejeren af jorden.

Vi bruger ikke sprøjtemidler i kommunens drikkevandsområder (OSD = Områder med Særlige Drikkevandsinteresser).

I særlige tilfælde kan der dog gives dispensation, f.eks. til bekæmpelse af flyvehavre på landbrugsjord. Der gives kun dispensation for en kortvarig periode og kun i de områder, der er mindst sårbare overfor forurening.

Bekæmpelse af bjørneklo, der er en lovpligtig opgave, gennemfører vi også uden brug af sprøjtemidler inden for drikkevandsområderne.

I den indre by, hvor der ikke indvindes drikkevand, bruger vi sprøjtemidler på udvalgte steder, f.eks. veje med tæt trafik, hvor det er farligt at sende folk ud med en gasbrænder. Som kompensation for det forbrug opkøber kommunen arealer i drikkevandsområderne, som vi omlægger til sprøjtemiddelfri drift. Denne politik betyder, at det samlede forbrug af sprøjtemidler i Aarhus Kommune er reduceret væsentligt siden 2003.

Vi bekæmper først og fremmest ukrudt med gasbrænder. Her brænder flammerne ukrudtet af.

Mikrobølger kan måske også bruges i kampen mod ukrudtet. Mikrobølgerne varmer ukrudtet og frøene op, så de bliver ødelagt. Hvis planterne er tørre, fremmer vi processen ved at sprøjte vand på dem først. Metoden er endnu på forsøgsstadiet, men vi følger udviklingen.

Grafen viser Aarhus Kommunes forbrug af sprøjtemidler i kg aktivt stof for hvert af årene i perioden 2000-2016. Forbruget har i dag stabiliseret sig på knap 100 kg aktivstof pr. år.