Sports- og Fritidspolitik 2018-2021

Sports- og fritidsområdet har en mangfoldighed af aktører, aktiviteter, faciliteter og events. Aarhus har et stærkt og velfungerende foreningsliv med mange engagerede og kompetente frivillige. De folkeoplysende aktiviteter dækker bredt, fra spejder og amatørteater til kampsport og svømning, eller aftenskolekurser og politisk ungdomsarbejde. Kernen i folkeoplysningen er den aktive og frivillige deltagelse i fælles aktiviteter.

Vision for sports- og fritidsområdet

Sports- og fritidspolitikken skal ses som en del af rammefortællingen om Aarhus og byens overordnede vision ”Fortællingen om Aarhus”. Det er en vision for Aarhus, som udtrykker det, vi sætter pris på, det vi gerne vil bevare, og det vi gerne vil udvikle:

  • Aarhus – en god by for alle
  • Aarhus – en by i bevægelse
  • Aarhus – en by med handlekraft og fællesskab

Aarhus skal på sports- og fritidsområdet have aktivitetstilbud, der understøtter det gode liv. Det skal være let at komme i gang med aktiviteter, og der skal være aktivitetsmuligheder for alle målgrupper.

Aarhus skal være en kommune med et sports- og fritidsområde i udvikling og på vej, som er kendetegnet ved en mangfoldighed af forenings- og fritidstilbud. Aktiviteter, som involverer, udfordrer og overrasker borgerne. Dette sker, når borgerne involverer sig aktivt og tager medansvar som deltagere og frivillige

Sports- og fritidsområdet skal arbejde for sunde fællesskaber for alle: Vi skal være i bevægelse og balance. Området skal fortsat fungere som en social løftestang, der styrker den mentale sundhed, forebygger ensomhed og bidrager til udviklingen af medborgerskab, demokrati og sunde fællesskaber.

Processen bag sports- og fritidspolitikken

Sports- og fritidsområdet omfatter mange forskellige frivillige aktører.  Politikken er derfor blevet til i en dialog, hvor der har været mulighed for bred deltagelse og indflydelse på politikkens udformning. Der er afholdt en række inspirationsmøder med eksterne og interne samarbejdspartnere samt en åben workshop for byens borgere. De mange møder har vist, at der generelt er stor tilfredshed med den foregående politik for perioden 2013-2017. Det gælder både struktur, form og indhold. Den nye sports- og fritidspolitik tager derfor udgangspunkt i at videreføre og udbygge de mange gode initiativer og samarbejdsrelationer.