Aarhus Frikommune

Det betyder hovedsageligt, at Aarhus Kommune, på bestemte områder, kan se bort fra bestemt paragraffer i diverse love. Formålet med dette er at indsamle viden om, hvordan opgaver kan løses bedst via forsøg i frikommunerne.

Frikommunerne er inddelt i otte netværk, der hver har et samlet emne, og Aarhus Kommune er udvalgt til tre af disse otte frikommunenetværk. Disse netværk samarbejder om at udarbejde forsøg og sender samlet ansøgninger om at blive fritaget fra bestemte paragraffer, som disse netværk har vurderet kan være en hindring for de opgaver, som kommunerne skal løse.

Byrådet godkendte i maj 2016, at Aarhus skulle ansøge om at blive en frikommune. I oktober 2016 blev Aarhus Kommune udpeget som en del af tre frikommunenetværk mellem 2016 og 2020. Disse tre netværk er som følger: ”Øget borgerinvolvering og samskabelse”, ”Sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder” og ”Billige boliger og fleksible boligløsninger”.

Øget borgerinvolvering og samskabelse

Frikommunenetværket er ikke længere aktivt, da de frikommuneforsøg der løbende er sendt ind enten er blevet imødekommet ved ændringer i generel lovgivning eller blevet afvist af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Kontaktperson: Jakob Flou Kristensen, Udvikling, Sundhed og Omsorg, kafja@aarhus.dk

Frikommunenetværket omkring ’Sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder’ er etableret i regi af 6-by samarbejdet på sundheds- og ældreområdet og har deltagelse af Københavns, Aarhus, Odense, Randers og Esbjerg Kommune.

Temaet for netværket dækker over et fokus, på de udfordringer der opstår i overgangene mellem sundhedssystemets opgavevaretagere (kommune, sygehus, almen praksis osv.).

Frikommunenetværket ønsker et styrket samarbejde med almen praksis og sygehusene for at sikre sammenhængende forløb for borgere på tværs af sektorer. Samarbejdet skal bygge på klart definerede opgaver og roller for de involverede aktører.

Frikommunenetværket har fået godkendt frikommuneforsøg vedr. plejehjemstilsyn, tilkøbsydelser i hjemmepleje og plejehjem, søvnforbedrende velfærdsteknologi samt fritagelse for dokumentationskrav for klippekort.


Kontaktperson: Jakob Flou Kristensen, Udvikling, Sundhed og Omsorg, kafja@aarhus.dk

Sammen med København, Høje Taastrup, Favrskov, Roskilde og Randers Kommune, dannede Aarhus kommune i foråret 2016 et frikommunenetværk på boligområdet.

Der var, og er, et ønske om at kunne stille flere billige boliger til rådighed for socialt udsatte, samt at kunne arbejde med mere fleksible boligløsninger til borgere, der enten har et handicap, eller er socialt udsatte.

Netværket arbejder med at understøtte, at den enkelte borger kan udvikle sig og i højere grad blive selvhjulpen i egen bolig.

Siden netværket på boligområdet blev udvalgt er der indsendt ansøgninger om forsøg, og pr. 1. juli 2018 er samtlige muligheder, vi har som frikommune, samlet i Bekendtgørelse af lov om frikommunenetværk §§24-26b.

Kontaktperson: Kirsten Lund Frandsen, Fællesstaben for Økonomi, By og Bolig, klfs@aarhus.dk.