Budgetaftale giver løft til psykiatrien

Trods en række besparelser og en betydelig opgave med at sikre balance i kommunens økonomi har aftalen om budgettet for 2019 fokus på at hjælpe flere i job og styrke indsatsen for de aarhusianere, der har behov for hjælp fra fællesskabet. Finansiering til Psykiatriens Hus, løft til hjemløseindsatsen samt midler til en styrket indsats for børn med handicap er markante resultater i det budgetforlig, der i nat blev indgået af et bredt flertal i byrådet

”Jeg glæder mig særligt over mulighederne for at understøtte og udvikle indsatsen på det socialpsykiatriske område. Med en finansiering på 7 millioner kroner kan vi nu sammen med Region Midtjylland tage et meget vigtigt skridt til at få åbnet Psykiatriens Hus. Det er en vigtig håndsrækning til aarhusianere med psykiske lidelser”, siger social- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz, der samtidig noterer sig, at partierne kunne samles om at fjerne langt de fleste sparekrav på psykiatri- og udsatteområdet.

Handicapområdet tilføres millioner, og besparelser fjernes
På handicapområdet afsættes der 5 millioner årligt til at styrke kommunens hjælp til familier med et barn med handicap. Gode erfaringer med projekt ”Tættere på Familien” og en tættere dialog mellem forvaltningen og forældre til børn med handicap kan nu udbredes til langt flere familier.

”Midlerne giver mulighed for, at vi kan tage det næste skridt i at skabe tryghed og tillid i det samarbejde, der skal være mellem forældrene og kommunens medarbejdere, og som er så afgørende for, at børnene kan trives og udvikle sig positivt”.

Også på handicapområdet er det lykkedes at fjerne sparekrav, der ellers kunne have fået stor betydning for livskvaliteten for borgere med handicap.

”Det glæder mig især - oven på de mange høringssvar vi har modtaget - at det er lykkedes os at fjerne besparelser på feriedage og på støtte og omsorg til nogle af vores allersvageste borgere med handicap på kommunens botilbud”.

Der er desuden afsat 2 millioner til at understøtte første fase af den masterplan for hjemløseområdet, som rådmanden forventer at fremlægge inden årets udgang. Endelig er der fjernet besparelser på misbrugsbehandlingen og kommunale hjemløseindsatser. Og forringelser på Kirkens Korshærs værdifulde hjælp til udsatte er undgået.

Ambitiøs plan for flere i job
Forliget er også udtryk for en markant satsning på at få flere aarhusianere i job. Forligspartierne har afsat 26 millioner kroner årligt som en fokuseret investering på beskæftigelsesområdet.

”Konjunkturerne er gode, derfor skal vi investere i at få flere aarhusianere i job. Det gælder unge, der har taget en lang uddannelse, og ikke mindst gælder det borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
Sammen har forligspartierne sat et ambitiøst mål. For at komme i mål har vi brug for et endnu tættere samarbejde med virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne”.

”Samlet set byder aftale på mange forbedringer i forhold til de besparelser, der blev stillet i udsigt, men der består fortsat en betydelig opgave for medarbejdere og ledere med at gennemføre de besparelser, der nu er besluttet”, slutter rådmand Kristian Würtz.