Holme Nygård Skole og Værksteder

Du er måske en af de unge, som af forskellige årsager ikke kunne koncentrere dig i skolen, og derfor var det nemmere at blive væk?

Hos os får du dit eget individuelle skoleskema, som tager højde for de udfordringer, du tidligere har haft med en almindelig skolegang. Her er naturligvis almindelige fag såsom dansk, matematik og engelsk, men der er også valgfag som Stald & Hest, træ, metal, motor, smykker og keramik. Det er undervisning, som foregår i skolens værksteder.
Du lærer altså ikke kun de gængse færdigheder som at skrive og regne, men også at være en del af sociale sammenhænge og at være kreativ. Du bliver en del af et unikt fællesskab.
Den anderledes måde at undervise og skrue et undervisningsforløb sammen på skal alt sammen bidrage til, at du bliver bedre til at være en del af sociale fællesskaber og at du får mere ro og mindre stress i din hverdag.

Tilbuddets indhold

Du får undervisning 33 timer om ugen på en skole, som ligger på en smuk gård i Højbjerg omgivet af luft og vores egne heste.
Undervisningen skifter mellem traditionel undervisning og undervisning i vores værksted.

Adgang til tilbuddet

Du skal henvises til vores tilbud og være tilknyttet et dag- eller døgntilbud i Aarhus Kommune. Kontakt Familiecentret, se under "Kontakt".

Har du kreative fingre? Eller måske trænger du blot til at fordybe dig i et autoværksted eller en hestestald? Så er Holme Nygård det rette sted for dig.

Vi har masser af aktiviteter, og der er sikkert også et som passer godt til dig. På siden her kan du læse lidt om de mange muligheder, der er på vores skole.

Læderværksted
Her har du mulighed for at arbejde med et spændende materiale. Du kan lave tasker, punge og bælter og give dem dit helt eget design.

Motorværksted
Lidt olie på fingrene og en skruetrækker i hånden er nogle gange den letteste måde at lære på. Hos os er der mulighed for at skille en motor ad og bygge en ny. Lær en masser om motorer og samarbejde, som du kan bruge i dit liv bagefter.

Heste
Vi har heste som bliver passet af frivillige. Hestene giver en ro og er fantastiske til at lytte. Er du glad for dyr, kan du blive en del af et forløb, hvor vi netop har fokus på dyrevelfærd.

Smykkeværksted
Smykkeværkstedet på skolen er helt exceptionel. Her kan du arbejde med forskellige natursten og give smykker dit helt eget præg og design. Underviseren vil hjælpe dig til at få dine idéer ud i af hovedet og ned i hænderne.

Tegning
Måske er du allerede en haj til at tegne – og måske er du lige begyndt og ønsker at blive bedre. I skolens tegneværksted vil du lære teknikker til, hvordan du kan finde dit eget udtryk og bruge det kreativt på papiret.

 

 

De frivillige hestehviskere sørger for at skolens heste og stalde har det godt.

På Holme Nygård vil du blandt andre møde hesten Tjaldur. Den er en af de ca.10 heste, som skolen ejer og har gående på de grønne arealer rundt om skolen.

Frivillige står for vedligehold

Hestene betyder meget for skolen, men også for de hesteglade frivillige, som møder op på Holme Nygård hver dag året rundt for at sørge for, at hestene får deres mad, og at staldene ser ordentlige ud.

De frivillige har også sørget for, at hestenes stalde har fået en make over, og at alt omkring hestene bliver vedligeholdt. Hestene har det som blommen i et æg takket være de mange frivillige. Dem sætter skolen stor pris på.

De frivillige er ofte på skolen i tidsrummet 10 til 16, og holder som oftest til i sidehuset.

 

 

Tilbud til dig, der har haft dårlige oplevelser med skolen, og som ikke fungerer i en normal klasse, men som har brug for undervisning. Du skal være 13-16 år og bo hjemme.

Tilbuddets indhold

Du får en kontaktperson, og du kan få undervisning alene, samtidig med, at vi støtter dig. Vi kan også hjælpe dig med at komme i arbejdspraktik.

Vi støtter dig i at få struktur på din hverdag, så du altid ved, hvad du kan forvente. Sammen med en af dine to kontaktpædagoger, vil du lave et ugeskema, som skal hjælpe dig i dagligdagen.


Adgang til tilbuddet

Du skal henvises til tilbuddet. Kontakt PPR og Specialpædagogik. Du finder deres kontaktoplysninger under "Kontakt" på siden "Har dit barn behov for særlige behov i skole eller dagtilbud?"