Værkstedet Rørdrumvej
Hvis du er fyldt 18 og har psykiske problemer, men gerne vil have noget at give dig til, kan du komme i vores værksted. Vi har mange forskellige opgaver, lige fra madlavning til reparation af cykler og biler.
At komme på arbejde kan give dig indhold og mening i hverdagen, og på Værkstedet har du samtidig mulighed for at møde andre, indgå i relationer og opbygge netværk. Du skal være interesseret i arbejde og i at arbejde mod at møde stabilt. Vi har individuelle aftale for fremmøde.
På Værkstedet er vi kollegaer og samarbejder om opgaverne. Du bliver taget med på råd, og din mening tæller også.
Vores kunder er meget forskellige, men det er hovedsageligt private, som enten kommer til os, eller som vi tager ud og arbejder for.
Tilbuddets indhold
På Værkstedet Rørdrumvej er der fx tømmeropgaver, pedelopgaver og reparation af cykler og biler, og vi laver mad til os selv og hinanden. Vi har også montageopgaver for mindre firmaer, holder haver ude i byen og passer det grønne omkring Værkstedet.
Vi har både opgaver, som du kan løse alene efter instruktion, opgaver der løses i samarbejde med andre og opgaver, hvor arbejdet løses i teams.
Sådan får du adgang til tilbuddet
Hvis du er interesseret, kan du blot møde op. Du er velkommen til at tage en bostøtte, jobkonsulent eller en fra dit netværk med. Du er også altid velkommen til at ringe og lave en aftale.
Lovgrundlag
Tilbuddet drives efter servicelovens § 103 og § 104 og er en del af Center for Forebyggelse og Rehabilitering i Job, Udsatte og Socialpsykiatri.
Værkstedet Rørdrumvej
Rørdrumvej 9
8220 Brabrand
Telefon: 29 20 44 28
Åbningstider:
Mandag - onsdag klokken 8-16
Torsdag klokken 8-15
Fredag klokken 8-14