Bostøtte til voksne med handicap

I planlægning af individuel bostøtte lægger vi vægt på at:

  • Forbedre mulighederne for din livsudfoldelse gennem kontakt, støtte og omsorg samt tilbud om samvær og aktiviteter.
  • Forbedre mulighederne for social inklusion med støtte til at opbygge og vedligeholde netværk med sociale relationer og beskæftigelsesmuligheder eller uddannelsesmuligheder. 
  • Skabe struktur og overblik i hverdagen.
  • Vedligeholde og udvikle færdigheder gennem træningsprogrammer.
  • Kontakte offentlige myndigheder.
  • Motivere, ledsage og yde støtte til at gå ind i og fastholde behandling.
  • Agere Personlig Koordinator, når det fremgår af visitationsbeslutningen og efterfølgende aftale med dig og samarbejdspartnere.

Individuel bostøtte er også:

  • Pædagogisk støtte til fx planlægning og træning af rengøring, madlavning, indkøb, oprydning, tøjvask og daglig økonomi.

Du kan normalt ikke få støtte til:

  • Ferieledsagelse eller anden ledsagelse uden konkret pædagogisk formål.
  • Personlig og praktisk hjælp uden pædagogisk formål om læring.
  • Behandling - fx samtaleforløb hos psykolog. 

Adgang til tilbuddet

Du skal søge om tilbuddet hos din sagsbehandler.

De forskellige typer af bostøtte m.m.

Soras har bostøtte i eget hjem til voksne med Autisme Spektrum Forstyrrelse og med normal til høj begavelse.

Vi tilbyder pædagogisk støtte i borgernes eget hjem. Vi støtter den enkelte borger i at deltage aktivt i samfundet.

Vores pædagogiske metoder er TEACCH og KRAP. TEACCH står for Treatment and Education of Autistic and related Communiation handicapped Children. KRAP står for Kognitiv Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik.

Vi tilpasser vores pladsantal efter behov. Personalet er pædagogisk uddannet.

Neuropædagogisk Team tilbyder bostøtte i eget hjem til voksne, der har fået hjerneskade, har fysisk handicap og kognitive problemer samt sclerose eller andre fremadskridende sygdomme.

Vi giver støtte til både det fysiske, psykiske, sociale og praktiske område. Sammen med dig, forsøger vi at finde nye måder at løse hverdagens, arbejdslivets og fritidslivets opgaver og aktiviteter.

Sagsbehandleren finder i samarbejde med dig ud af, hvilken støtte hjemmevejlederen skal give. Du og hjemmevejlederen laver sammen en konkret delhandleplan for støtten. I planen beskriver i dine vanskeligheder, ressourcer, ønsker og mål, og det sammenholdes med de muligheder og begrænsninger, der er i din bolig, netværk og det nære samfund.

Personalet består af pædagoger, socialrådgivere eller ergoterapeuter.

Du kan få hjælp og støtte i egen bolig, hvis du har udviklingshæmning eller udviklingsforstyrrelse.

Vi støtter dig i at få færdigheder, så du kan leve et ligeværdigt liv sammen med andre.

I din handleplan sætter vi mål for den pædagogiske indsats.

Følgerne efter en hjerneskade kan give dig problemer med hukommelse, koncentrationsevne, initiativ, planlægning og struktur i hverdagen. Vi giver dig pædagogisk støtte i dit hjem.

Vi hjælper dig med det, du har fået svært ved som følge af hjerneskade, både det fysiske, det psykiske, sociale og praktiske. Sammen med dig finder vi nye måder at løse hverdagens, arbejdslivets og fritidslivets opgaver og aktiviteter.

Har du et hørehandicap kan du få støtte til at skabe en tilværelse på dine præmisser og til at bevare eller forbedre dine psykiske, fysiske eller sociale funktioner.

I delhandleplan fastsætter vi mål for den pædagogiske indsats.

Vi tilpasser antallet af pladser til behovet for bostøtte. Personalet er pædagogisk uddannet.

Vi bevilliger bostøtte og individuel bostøtte ud fra en samlet, individuel og konkret vurdering af din situation.

Bostøtte til voksne med handicap gives som et planlagt pædagogisk forløb i form af personlig støtte, optræning og hjælp til udvikling af dine færdigheder. Bostøtten gives sammen med andre tilbud som fx hjemmepleje, mentorordning eller ledsageordning.

Vi inddrager dig i udredningen og i tilrettelæggelsen.

Vi bestræber os på at holde sagsbehandlingstiden under fire måneder i mindst 90 procent af sagerne fra ansøgning til beslutning.

Bostøtte til voksne med handicap er inddelt i fire kategorier. De er alle fleksible i forhold til det behov, du har.

1: Let støtte

Det kan blandt andet være bostøtte på hverdage og i dagtimerne i form af telefonisk kontakt i dagtimerne eller et besøg om ugen eller deltagelse i en fællesaktivitet (klubtilbud, madklub, samtaler).
Det kan være et fleksibelt samværstilbud for dig, som i dag er så velfungerende, at du gennem et særligt tilrettelagt undervisningsforløb lærer selv at kunne tage kontakt til de handicaptilbud, som kan hjælpe dig, når det er nødvendigt.
Det kan også være efterværn til dig, der har været i bostøtteforløb og skal til at klare dig selv. Det vil typisk være telefonisk kontakt, men kan også være faste aftaler to til fire gange om måneden.

2: Mindre omfattende støtte

Som udgangspunkt gives bostøtten på hverdage og i dagtimerne, i særlige tilfælde kan du få det på andre tidspunkter. Som udgangspunktet giver vi én ugentlig planlagt, personlig kontakt, eventuelt suppleret med telefonisk kontakt efter behov i dagtimerne. Kontakten kan foregå i dit hjem og/eller i forbindelse med klubaktiviteter eller gruppeaktiviteter.
Vi kan eventuelt også koordinerere en tværfaglig indsats.

3: Omfattende støtte

Det kan blandt andet være planlagt støtte flere gange ugentlig i form af hjemmebesøg og telefonisk kontakt i hverdage og i dagtimerne. Har du brug for støtte om aftenen, kan du som udgangspunkt kun få det i form af telefonisk kontakt.
Eventuelt kan vi have samtaler med pårørende og andre samarbejdspartnere for at koordinere indsatsen.

4: Meget omfattende støtte

Støtten vil ofte være en forudsætning for, at du kan have en tilværelse i egen bolig. Derfor vil der oftest være flere besøg om ugen.
Støtten kan gives alle ugens hverdage, og efter særlige aftale i weekenden. Støtten kan gives i form af hjemmebesøg og telefonisk kontakt.
Eventuelt kan vi have samtaler i betydeligt omfang med pårørende og andre samarbejdspartnere for at koordinere indsatsen.