Pasning på tværs af kommunegrænsen

Du kan ønske at få dit barn passet i en anden kommune, end den du bor i. Hvis den kommune optager børn fra andre kommuner, kan det som udgangspunkt godt lade sig gøre.

Hvis dit barn har en plads udenfor Aarhus, giver vi et tilskud. Du skal så betale forskellen mellem tilskuddet og bruttodriftudgiften for den plads, dit barn benytter. 
Bruttodriftudgiften er det beløb, det koster kommunen, at drive pladsen. Hvis prisen i pasningskommunen er højere end i Aarhus, vil du derfor skulle betale mere for pladsen end for en plads i Aarhus. 

Andre spørgsmål og svar om pasning på tværs af kommunegrænserne

Er du flyttet fra Aarhus Kommune og vil du beholde pladsen efter du er flyttet? Kontakt Pladsanvisning og Elevadministration. Så beder vi den nye kommune om at sende et tilskudsbevis.

  • Din månedlige betaling er afhængig af hvor meget, du kan få i tilskud fra den kommune, du flytter til. Det er din nye kommune, der opkræver betalingen.
  • OBS: Som udgangspunkt bliver du opkrævet i 12 måneder i stedet for de normale 11 måneder. Og dermed også juli. 

Hvis du flytter til Aarhus Kommune og ønsker, at beholde pladsen i din tidligere kommune skal du kontakte Pladsanvisning og Elevadministration i Aarhus. Så sender vi et tilskudsbevis til din tidligere kommune.

  • Vi opkræver betalingen, som er afhængig af pladsprisen i din tidligere kommune.
  • OBS: Som udgangspunkt bliver du opkrævet i 12 måneder i stedet for de normale 11 måneder. Og dermed også juli.

Bor du udenfor Aarhus Kommune og vil du gerne have pasning hos os? Så kontakt Pladsanvisning og Elevadministration. Her er hvad du skal vide på forhånd:

  • Vi kan ikke garantere, at dit barn kan blive tildelt en plads i et bestemt dagtilbud eller i et bestemt område.
  • Dit barn kommer på ventelisten på samme vilkår som børn i Aarhus Kommune og bliver anvist efter vores gældende anvisningskriterier.
  • Det skal fremgå tydeligt af din ansøgning at I ikke flytter til Aarhus.
  • Når du får en plads til dit barn i Aarhus Kommune beder vi din bopælskommune om at sende et tilskudsbevis.
  • Din månedlige betaling er afhængig af hvor meget, du kan få i tilskud i din bopælskommune. Det er din bopælskommune, der opkræver betalingen.
  • OBS: Som udgangspunkt bliver du opkrævet i 12 måneder i stedet for de normale 11 måneder. Og dermed også juli.

Bor du i Aarhus Kommune og vil du have en plads til pasning i en anden kommune? Så henvend dig til den pågældende kommune, så du kan blive skrevet på ventelisten.

  • Den anden kommune kan fortælle dig om mulighederne for at få en plads.
  • Når du får tildelt en plads i en anden kommune skal du kontakte Pladsanvisning og Elevadministration i Aarhus. Vi sender herefter et tilskudsbevis til den pågældende kommune
  • Vi opkræver den månedlige betaling. Den er afhængig af pladsprisen i den kommune, hvor dit barn bliver passet.
  • OBS: Som udgangspunkt bliver du opkrævet i 12 måneder i stedet for de normale 11 måneder. Og dermed også juli.

Prisen for et dagtilbud kan deles op i to: Kommunens grundtilskud og forældrenes egenbetaling.

  • Aarhus Kommunes grundtilskud er i 2018 på 75% af pladsens pris.
  • Forældrenes egenbetaling er i 2018 på 25 % af pladsens pris, uanset barnets alder.

Har du valgt et dagtilbud udenfor Aarhus Kommune? Så kan du få vores grundtilskud til at dække prisen for pladsen i den anden kommune. Det er i 2018 på maksimalt:

  • 0 år – 2 år og 11 måneder: 114.294 kr. pr. år.
  • 3 år til skolestart: 60.868 kr. pr. år.

Hvis prisen for pasning af et barn i samme alder er lavere i den anden kommune, så giver vi et grundtilskud på 75% af prisen i den anden kommune.

Hvis prisen for pasning af et barn i samme alder er højere i den anden kommune, så får du vores grundtilskud ovenfor. Du skal selv betale differencen mellem vores tilskud og den anden kommunes pris.

Du har altid mulighed for at søge om friplads. Du skal altid søge om friplads i den kommune som du bor i.

Vi beregner både søskendetilskud og friplads ud fra vores priser. Er prisen for en plads i den anden kommune højere end i Aarhus, så får du en opkrævning, også selvom du er berettiget til fuld friplads.

Hvis du flytter til en anden kommune og fortsat benytter pladsen i Aarhus:

  • Så giver vi besked til din nye kommune om, at de skal opkræve fra den dato, du er flyttet.
  • Er der en difference i betalingen, så bliver det opkrævet ved første opkrævning.
  • Hvis du flytter fra Aarhus i opsigelsesperioden, gælder særlige regler. Se under udmeldelse.

Hvis du flytter fra Aarhus uden, at opsige din plads i Aarhus Kommune:

  • Så kan du i en periode have dobbeltbetaling, hvis du har fået en plads i din nye bopælskommune. Sker det, sender vi dig en opkrævning for pladsen i Aarhus.