Er der beskyttet natur på din ejendom?

Naturarealerne i Aarhus Kommune ligger mere eller mindre spredt ude i landbrugslandskabet og er ofte en del af privatejede ejendomme. Arealerne er væsentlige levesteder for dyr og planter, og fungerer samtidig som rekreative områder for mange borgere.

Mange af naturarealerne er beskyttet efter bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens § 3. Ifølge loven må der ikke foretages ændringer i tilstanden af: 

  • heder 
  • moser og lignende
  • strandenge og strandsumpe
  • ferske enge
  • overdrev.

Desuden er søer og vandhuller samt visse vandløb omfattet af beskyttelsen i § 3. 

Beskyttelsen betyder, at du ikke må ændre i tilstanden i området. Du må fx ikke ændre i terrænet, opdyrke eller tilplante arealerne, bygge eller placere master eller lignende.

Teknik og Miljø fører tilsyn med kommunens § 3-beskyttede områder og foretager løbende registreringer af naturen. Du kan se de beskyttede naturtyper på Danmarks Miljøportals Arealinformation. Det skal i den forbindelse understreges, at registreringen på hjemmesiden er vejledende. Et areal kan godt være beskyttet, selvom det ikke er registreret som beskyttet, da et areal kan vokse sig ind i eller ud af beskyttelsesområdet. Er du i tvivl, kan du kontakte Teknik og Miljø.

Miljøportalen kan ikke vises i Google Chrome eller Microsoft Edge, så du skal bruge en anden browser.

Kommunen kan i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet. Normalt kan vi kun dispensere til tiltag, som understøtter naturområdet, hvilket betyder, at tiltaget skal have et naturforbedrende formål.

Overvejer du at søge dispensation, så kontakt Vandmiljø og Landbrug ved Teknik og Miljø på telefon 89 40 22 13 eller via mail vandmiljo@mtm.aarhus.dk og få vejledning.

Er du i tvivl om, hvorvidt et areal er beskyttet, eller overvejer du at søge dispensation, så kontakt Vandmiljø og Landbrug ved Teknik og Miljø på telefon 89 40 22 13 eller via mail vandmiljo@mtm.aarhus.dk.

Mange naturområder er forsvundet fra landskabet og med dem også levestederne for mange vilde dyr og planter. For at bremse den udvikling er bestemte naturtyper beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens paragraf 3.

Læs mere om paragraf 3-beskyttet natur på Miljøstyrelsens hjemmeside

Find bekendtgørelsen på retsinfo.dk